Gå til hovedindhold
Nyhed

Masser af aktivitet på Havnetorvet op til pinse

Aktivitetsniveauet er højt på Havnetorvet i Juelsminde, hvor både vandrende, legeplads og krabbebro tager hastigt form.

Indhold

    Vi har blandt andet haft besøg af beton-specialisterne Magne og Silas, som er kommet hele vejen fra Sjælland for at støbe den nye vandrende på legepladsen.

    Silas fortæller:

    "Det en en spændende opgave, som først og fremmest kræver rigtig god beton og så masser af håndelag og erfaring. For det er vigtigt, at man får formet og glittet betonen med den helt rigtige timing. Den skal have lidt samme konsistens som modellervoks, når vi arbejder med den."

    Vandrenden bliver blandt andet monteret med små sluser, der kan åbnes og lukkes og en slags vandmølle, der giver masser er legemuligheder - men det er bare én af de mange ting, der sker på byggepladsen lige nu.

    Du kan se fotos fra arbejdet lige her (link til Facebook)

    Vi er også i gang med at montere andre dele af legepladsen, hvor de første redskaber er på plads.

    Derudover er det første egetræ ved at blive monteret på den nye krabbebro.

    Og samtidig er der i dag blevet grabbet sten i havnebassinnet lige foran krabbebroen for at sikre tilstrækkelig dybgang til den kommende pontonbro.

    Der arbejdes også fortsat med belægninger og færdiggørelser.

    Der sker med andre ord noget over hele området, og projektet følger tidsplanen, forklarer projektleder Jesper Magnussen fra Hedensted Kommune:

    ”Vi har en klar forventning om, at Havnetorvet står helt klar til sommer som planlagt – altså bortset fra beplantningen i bedene, som først kommer i efteråret, hvor planterne har bedre mulighed for at få fat".

    Vi glæder os til at vise det færdige resultat frem og til at tage Havnetorvet officielt i brug i slutningen af juni.

    Men allerede nu kan du få en god fornemmelse af, hvordan pladsen kommer til at se ud, hvis du skal til Juelsminde og nyde sommervejret i pinsen.